eg ser ned på Jorden ude fra rummet; jeg er langt nok ude til at kunne se alle horisonter
samtidig. Med position over Nord Amerika ser jeg en linie bevægende sig fra Nordpolen til
nær ved udbulningen ved Brazilien, ude i Atlanterhavet. Så drejer Jorden under mig sig mod
øst, indtil min position er et sted over Stillehavet, så jeg kan se endepunktet af en linie,
bevægende sig fra Sydpolen til det centrale Indien.
Nu, fra set over Indien, drejer Jorden sig, så jeg tager en tur gennem skyerne tilbage imod
Nord Amerika. Da jeg passerer over Sydøst Asien, lægger jeg mærke til at landet langs
kysten er ved at forsvinde, ædes nærmest væk af vandet. Dette sker hele vejen langs
kystlinien, så langt mit øje rækker, fra Nord Korea til Indonesien. Indonesien forsvinder stort
set på denne måde. Australien er blevet påvirket allerede før vandet begyndte at æde
kystlinien, da hele den vestlige halvdel åbenbart ligger under vand.
Mens vestkysten af Nord Amerika kommer inden for synsvidde, kan jeg se at hele Nord
Amerika's kystlinie fra (hvad jeg antager må være) Californien, helt op til Canada, har rejst
sig skarpt over vandlinien. Central Amerika står under vand. Hvor jeg formoder San
Francisco må være, er der et vandfald. Denne kyststrækning er ikke grøn, men fremstår i en
beige farve. Mens jeg passerer over USA, kan jeg se at den sydøstlige kyst er ved at blive
ædt væk, på samme måde som Sydøst Asien. Florida er væk, og det samme gælder for den
østlige kyst, hele vejen til de Appalachiske Bjerge. Hele Syden står under vand.
Nu ændrer visionen Jordens position, som den drejer sig under mig, så jeg passerer langs
med velkendte landmasser. Mens jeg passerer op gennem Canada, og over Grønlands
landmasser, kan jeg se at Europa synes at være en serie af øer. Mens jeg bevæger mig videre
over kontinentet, kan jeg se at Indien, eller hvor det plejer at være, allerede er ved at blive
mat at se på. Indien er fuldstændig under vand. Så passerer jeg over en landmasse jeg ikke
genkender (Antarktis?), hvor der ikke er noget grønt overhovedet.
Efterfølgende bliver jeg givet en vision af et hus, på et hvad der ser ud til at være et varmt,
ørkenlignende sted, hvor der blæser en tør vind. Jeg får at vide at alt dette vil ske i det sene
forår, eller tidlige sommer i året 2003. Jorden vil blive varm og stille. I visionen kan jeg se,
at der er en rød glød over alting. Jeg får at vide at der vil blive global fejlhøst, på grund af
tørke, 3 år i træk, ved den tid.
Vores budbringer Nancy har videregivet den vision vi gav hende omkring kataklysmerne.
Kataklysmerne er resultater af det magnetiske træk fra en gigantisk komet, som faktisk er en
planet i jeres solsystem. Denne planets krop overgår i masse Jordens. Kometen vil, i sit
første sving ind i jeres solsystem, passere mellem Jorden og Solen. En kollision er ikke
mulig, eftersom kredsløbene ikke krydser hinanden. Imidlertid, ankommende fra det ydre rum,
som den er, er kometen ikke magnetisk linie-stillet med den tæt-knyttede gruppe der kredser
om Solen. Kometen er linie-stillet med den større arena, hvor den tilbringer det meste af sit
kredsløb, som er cirka 3657 år i gennemsnit. Mens kometen nærmer sig jeres solsystem,
accelererer den, så den bibeholder sin magnetiske linie-stilling, mens den suser forbi. Da den
har større masse end Jorden, påvirkes den ikke af Jordens magnetiske linie-stilling. Jorden er
ikke ligeså heldigt stillet.
Ud fra vores beregninger, vil den første passage foregå tidligt i året 2003. Alle de forventede
kataklysmer vil ske i løbet af denne passage - tidevandsbølger, jordskælv af styrke 15 på
Richter skalaen, og skyer af vulkansk støv som vil gøre atmosfæren tæt og formørket i årtier.
En sekundær passage vil ske godt 7 år senere, cirka år 2011. Denne anden passage bringer
kometen ud af jeres solsystem, mens en 2. omgang naturkatastrofer vil intræffe ved den
lejlighed.